Rejsetid, befordring og udgiftskompensation
Transporttid til og fra arbejdsstedet er som udgangspunkt ikke arbejdstid og er arbejdsgiveren uvedkommende. Undtagelserne er tre: overenskomsten bestemmer noget andet, arbejdsgiveren kræver transporten som betingelse for arbejdet, eller deltagelse i et kursus er ensidigt pålagt — beordret deltagelse sidestilles nemlig med arbejde og giver ret til betaling for rejsetiden. Det afgørende skel er, om medarbejderen er frit stillet. Er overenskomsten tavs om satsen, ydes kørselsgodtgørelse efter statens lave kilometertakst; den høje sats kræver en aftalt ret eller et særskilt tilsagn.
Skrevet med AI-støtte · Fagligt gennemgået af Bo Sundgaard · Senest gennemgået 2026-07-18
Blandet praksis (præcisering: 10, fast praksis: 5, undtagelse: 2, ny praksis: 2 — opgjort pr. delspørgsmål) — 16 afgørelser 2010–2025
Retligt spørgsmål
Transport fylder i mange ansættelsesforhold, men den er hverken selvfølgeligt arbejdstid eller selvfølgeligt betalt. Denne artikel handler om hvornår der skal betales for rejsetid og befordring — og efter hvilken sats.
Tre spørgsmål går igen. Er transporten arbejdstid? Udgangspunktet er nej, men det holder ikke, når arbejdsgiveren kræver transporten som en del af arbejdet, eller når kørslen selv er en arbejdsopgave. Skal udgiften dækkes? Overenskomsterne regulerer det vidt forskelligt — nogle med faste tillæg og satser, andre slet ikke — og hvor aftalen tier, må almindelige ansættelsesretlige principper udfylde. Og efter hvilken takst? Forskellen mellem statens høje og lave kilometersats er ikke en detalje; den afgør ofte sagens værdi.
Artiklen handler derimod ikke om sondringen mellem løn og udgiftsgodtgørelse som sådan — altså om en ydelse er vederlag for arbejde eller dækning af en omkostning. Det spørgsmål ejes af artiklen om lønbegrebet, som der krydslinkes til. Her er spørgsmålet det snævrere: skal der overhovedet betales for transporten, og hvor meget?
Retskilde
Dette er reglen, og alt andet i artiklen er undtagelser fra den. Den er formuleret klarest i FV-2012-52: FV-2012-52 Kendelsen tilføjer straks sin egen modifikation — FV-2012-52 — og afgrænser sig i øvrigt til, at en generel lokalaftale-hjemmel i overenskomsten ikke i sig selv gør kørsel ved ude- og rejsearbejde til normal arbejdstid, medmindre der faktisk er indgået en lokalaftale.
Udvikling over tid
Praksis er stabil på udgangspunktet og bevæger sig i undtagelserne.
Anvendelse på tværs af sager
Prøvelsen er i praksis en tragt med tre trin, og de fleste sager afgøres allerede på det første.
Uenig og uafklaret praksis
Kursuskørslen: den skarpeste kant i praksis. FV-2012-66 og FV-2025-1433 når modsatte resultater om nærmest samme faktum — rejsetid til et kursus uden for normal arbejdstid. I den første skulle der betales overarbejdsbetaling; i den anden hverken løn for køretid eller kørselsgodtgørelse efter høj takst.
Konklusion / princip
Udgangspunktet er, at transporttid til og fra arbejdsstedet ikke er arbejdstid og er arbejdsgiveren uvedkommende. Det gælder også rejsearbejde, også kørsel til byggepladsen, og også når en udenlandsk arbejdsgiver har betalt for rejsetiden i hjemlandet. Reglen brydes kun tre steder.
Praktiske implikationer — lønmodtagerside
- Start ved aftalen, ikke ved rimeligheden — udgangspunktet er, at transporttid ikke er arbejdstid (FV-2012-52), så kravet skal hænges op på enten en overenskomstbestemmelse eller et krav fra arbejdsgiveren.
Praktiske implikationer — arbejdsgiverside
- Skriv det ud, hvis I vil fravige — FV-2013-130 viser, at bortfald af vejpenge kræver en udtrykkelig skriftlig aftale indgået ved antagelsen eller arbejdets begyndelse, og at »fast udearbejde« i kontrakten ikke er nok; FV-2012-162 viser, at et uunderskrevet lokalaftaleudkast ingen virkning har.