Lærlinge- og elevløn

Lærlinges og elevers løn fastsættes i samspillet mellem lovgivningen og kollektive overenskomster, da loven gør overenskomstens satser til bindende minimum uden selv at opstille beløb. Tvister om indplacering afgøres strengt ud fra overenskomstens ordlyd, hvor anciennitet tælles fra ansættelsens start. Særregler for voksenelever eller særlige forløb fraviger kun hovedreglen ved udtrykkelig aftale. Kompetencen er opdelt, så overenskomstfortolkning hører under faglig voldgift, mens sager om lovens minimumsnorm behandles i Tvistighedsnævnet.

Skrevet med AI-støtte · Fagligt gennemgået af bruger (bulk — bevist kun markør-indsættelse) · Senest gennemgået 2026-08-07

Blandet praksis (præcisering: 9, fast praksis: 7, ny praksis: 4 — opgjort pr. delspørgsmål) — 14 afgørelser 2014–2025

Retligt spørgsmål

Lærlinge og elever aflønnes efter et dobbelt regelsæt, og næsten alle tvister opstår i samspillet mellem de to. Erhvervsuddannelsesloven kræver, at uddannelsesaftalen angiver lønnen, og at lønnen mindst svarer til den overenskomstfastsatte — men loven sætter ikke selv en sats. Den henter den i overenskomsten. Derfor er lærlingelønnen i praksis et overenskomstfortolkningsspørgsmål med en lovramme udenom.

Fire spørgsmål går igen. Er lærlingen eller eleven overhovedet omfattet af overenskomsten? Det er ikke givet — praktikanter er noget andet end lærlinge. Hvor på lønstigen står han? Indplacering og oprykning afhænger af grundforløb, anciennitet og uddannelsens længde, og kendelserne handler oftere om at tælle måneder rigtigt end om store principper. Hvad med voksenlærlinge? Her findes særregler, der giver højere satser — men kun for dem, betingelserne rammer. Og hvem afgør striden? Kompetencen er delt mellem det fagretlige system og et lovbestemt nævn, og den grænse er ikke intuitiv.

Artiklen handler om lønnen under uddannelsen. Den handler ikke om uddannelsesaftalens ophævelse, om uddannelsens faglige indhold eller om elevers øvrige ansættelsesretlige stilling. Den handler heller ikke om erhvervsuddannelseslovens § 55, stk. 2, som selvstændig lovbestemt minimumsnorm — hvad »lønnen« i bestemmelsen omfatter, om den kan fraviges ved aftale, og hvem den binder, er behandlet i artiklen om elevlønnens lovbestemte mindstenorm. Her er spørgsmålet, hvad den enkelte overenskomst giver.

Retskilde

Erhvervsuddannelsesloven (LBK nr. 381 af 13. marts 2026) regulerer lønnen i § 55. Efter stk. 1 skal uddannelsesaftalen angive den løn, oplæringsvirksomheden skal betale under oplæringsophold samt under skoleophold, der er omfattet af aftalen. Efter

Udvikling over tid

Praksis er domineret af præciseringer af konkrete lønstiger; vendepunkterne er få.

Anvendelse på tværs af sager

Prøvelsen forløber i fire spørgsmål, og de skal tages i rækkefølge.

Uenig og uafklaret praksis

Kompetencegrænsen er trukket, men den er ikke intuitiv. FV-2016-144 fastslog, at en tvist om forståelsen af en overenskomstbestemmelse om elevløn er en fortolkningstvist under faglig voldgift. AR-2020-1434 fastslog, at spørgsmålet om, hvorvidt aflønning efter en overenskomst opfylder erhvervsuddannelseslovens mindstelønskrav, henhører under Tvistighedsnævnet og domstolene.

Konklusion / princip

Lærlingelønnen hviler på to lag, og loven er det svageste af dem. Erhvervsuddannelseslovens § 55, stk. 2, kræver, at lønnen mindst svarer til den overenskomstfastsatte løn inden for uddannelsesområdet — men fastsætter ingen selvstændig sats. Lovens minimum er overenskomstens minimum, og lærlingelønnen afgøres derfor næsten altid ved overenskomstfortolkning.

Praktiske implikationer — lønmodtagerside

Praktiske implikationer — arbejdsgiverside

Proces, kompetence og frister

Kompetencen i lærlingesager er delt, og delingen følger af loven — ikke af parternes valg.