Genoptagelse, frister og passivitet i diskriminationssager

Der gælder ingen lovbestemt klagefrist for diskriminationsklager i Ligebehandlingsnævnet, men godtgørelseskravet begrænses af forældelse og passivitet. Forældelsesfristen er fem år i ansættelsesforhold og tre år i øvrige sager. Retsfortabende passivitet indtræder, hvis arbejdsgiveren med rette kunne indrette sig på, at kravet var opgivet. Siden marts 2023 afskærer tidsforløbet ikke længere prøvelsen af selve forskelsbehandlingen, men alene godtgørelsen. Sager afvist før dette praksisskifte kan i visse tilfælde genoptages.

Skrevet med AI-støtte · Fagligt gennemgået af Bo Sundgaard · Senest gennemgået 2026-08-09

Blandet praksis (fast praksis: 65, præcisering: 20, ny praksis: 2 — opgjort pr. delspørgsmål) — 61 afgørelser 2010–2025

Retligt spørgsmål

Et medlem henvender sig om noget, der skete for et stykke tid siden. Rådgiverens første spørgsmål er, hvor længe der er igen — og svaret er ikke ét tal, men tre uafhængige ure, som løber samtidig og rammer forskellige ting.

1. Klagefristen. Der er ingen. Ligebehandlingsnævnsloven indeholder ikke en frist for at indgive klage, og nævnet har fastslået det udtrykkeligt. Det er den oplysning, der oftest fører en rådgiver på afveje, fordi den forveksles med, at tiden er uden betydning.
2. Forældelsen. Godtgørelseskravet er en fordring og forældes efter forældelsesloven — efter fem år, når kravet støttes på ansættelsesforholdet, og efter tre år, når det ikke gør. Grænsen mellem de to er den skarpeste, artiklen kan give.
3. Retsfortabende passivitet. De almindelige formueretlige regler gælder også i nævnet, og i praksis er de den strengeste af de tre. Nævnet har fortabt et krav efter elleve måneder og bevaret et efter mere end fire år. Tiden alene afgør intet; det gør derimod, om arbejdsgiveren med rette kunne indrette sig på, at kravet ikke ville komme.

Hertil kommer genoptagelse: nævnet kan efter § 10 genoptage en afgjort sag, hvis særlige grunde taler for det. Bestemmelsen er på én linje og siger intet om, hvad de særlige grunde er — indholdet er nævnsskabt og forvaltningsretligt, og det er i praksis en snæver dør.

Artiklen besvarer også et spørgsmål, der er blevet aktuelt for hele korpuset: nævnet ændrede praksis i marts 2023, så passivitet og forældelse ikke længere afskærer realitetsbehandlingen af diskriminationsklagen, men kun godtgørelseskravet. Det udløste en bølge af genoptagelser af ældre afgørelser — og betyder, at et medlem, hvis klage tidligere blev afvist på tid, kan have en vej tilbage.

Afgrænsning — en homonym, der koster. Passivitet betyder noget andet i den kollektive arbejdsret. Reaktionsfristen ved bortvisning, reklamationsfristen ved en vilkårsændring, de overenskomstfastsatte frister for at begære faglig voldgift og bortfald af et efterbetalingskrav er selvstændige regler med deres eget grundlag; de behandles i artiklerne om det fagretlige system og dets frister. Denne artikel handler alene om, hvor længe selve diskriminationskravet kan gøres gældende, og om genoptagelse ved Ligebehandlingsnævnet.

Retskilde

Ligebehandlingsnævnsloven indeholder ikke en klagefrist. I en af tre principielle afgørelser af 1. marts 2023 har nævnet sagt det så kort, det kan siges: LBN-2022-12827. Det samme blev fastslået i afgørelsen af 6. juni 2012, hvor nævnet indledningsvis bemærkede, at der ikke er nogen lovbestemt klagefrist for at indbringe sager for nævnet, jf. sag 5243.

Udvikling over tid

2010-2012 — passivitet er en indsigelse, arbejdsgiveren skal underbygge. I afgørelsen af 1. december 2010 fandt nævnet, at 14 måneder fra afslaget til klagen ikke fortabte kravet, fordi klageren først undervejs blev opmærksom på sine rettigheder. I afgørelsen af 28. januar 2011 blev en afvisningspåstand forkastet, fordi arbejdsgiveren ikke havde anført omstændigheder, der kunne begrunde passivitet.

Anvendelse på tværs af sager

Det er den mest robuste iagttagelse i materialet. Nævnet har både fortabt et krav efter kort tid og bevaret et efter lang.

Uenig og uafklaret praksis

1. Tre år eller fem — nævnet siger begge dele. LBN-2022-23761 anvender forældelseslovens treårige frist på et godtgørelseskrav efter forskelsbehandlingsloven; afgørelserne af 4. marts 2015, af 3. februar 2016 og LBN-2020-3973 anvender femårsfristen på krav af samme art. Modsætningen er tilsyneladende: sondringen ligger i, om kravet støttes på en aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold, jf.

Konklusion / princip

Der er ingen klagefrist ved Ligebehandlingsnævnet. Det er rigtigt, og det er den farligste halve sandhed i hele emnet.

Praktiske implikationer — lønmodtagerside

Rejs diskriminationskravet skriftligt over for arbejdsgiveren med det samme — også når sagen ikke skal føres endnu. Det er det ene skridt, der går igen i hver afgørelse, hvor passivitetsindsigelsen blev forkastet, og fraværet af det er den gennemgående grund til, at krav er gået tabt.

Praktiske implikationer — arbejdsgiverside

En passivitetsindsigelse skal gøres gældende og underbygges. Nævnet har realitetsbehandlet en klage netop fordi arbejdsgiveren ikke havde anført omstændigheder, der kunne begrunde afvisning på grund af passivitet. Det er ikke nok at pege på tidsforløbet.

Proces, kompetence og frister

Regn baglæns fra den korteste frist, ikke fra den længste. Der er ingen klagefrist, men det siger intet om kravet. Sæt derfor arbejdsdatoen efter passivitetsvurderingen — som ikke har et tal — og ikke efter forældelsesfristen.