BS-2024-60017: Vikarerne, der blev for længe

Udfald: Delvist medhold

Godtgørelse og erstatning: 282.338 kr.

Resumé

Sagen angik tre tidligere vikarer, der via vikarbureauet Adecco A/S (nu Flair Group A/S) var udsendt til henholdsvis Boeing og Siemens i op til flere år, og om de var omfattet af … (fortsættes)

Løn- og pensionskrav

Retligt spørgsmål

Sagen angår, om Appelindstævntes (tidligere Appellant 3's) udsendelse til Boeing var midlertidig i vikarlovens forstand, og om han derfor var omfattet af funktionærloven med ret til løn under sygdom, løn i opsigelsesperiode og godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse.

Udfald

Vikarloven fandt ikke anvendelse; funktionærloven fandt anvendelse. Medhold i krav på løn under sygdom, løn i opsigelsesperiode og godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse, i alt 282.338,09 kr.

Analyse

Det afgørende for Højesteret var, at Flair Group ikke havde godtgjort nogen objektiv forklaring på, hvorfor Boeing successivt forlængede Appelindstævntes udsendelse fire gange over knap fire år - hverken vidneforklaringer eller skriftligt materiale understøttede påstanden om en forestående nedlukning af servicecentret.

Løn- og pensionskrav

Retligt spørgsmål

Sagen angår, om Appellant 1's og Appellant 2's udsendelser til Siemens var midlertidige i vikarlovens forstand, og om de derfor var omfattet af vikarloven fremfor funktionærloven med ret til løn under sygdom, løn i opsigelsesperiode og godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse.

Udfald

Vikarloven fandt anvendelse på udsendelserne til Siemens. Frifindelse for krav om løn i opsigelsesperiode, løn under sygdom og godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse.

Analyse

For Siemens-udsendelserne lagde Højesteret afgørende vægt på, at der - i modsætning til Boeing-sagen - forelå en dokumenteret, objektiv forklaring på de syv forlængelser, nemlig at den it-supportfunktion, Appellant 1 og Appellant 2 var udsendt til, skulle nedlægges som følge af en planlagt outsourcing.

Andet

Retligt spørgsmål

Sagen angår, om de almindelige domstole har kompetence til at tage stilling til Appellant 1's og Appellant 2's krav om løn under sygdom og godtgørelse efter vikarlovens § 8, stk. 3, for krænkelse af ligebehandlingsprincippet i vikarlovens § 3, stk. 1.

Udfald

Krav om løn under sygdom og godtgørelse efter vikarlovens § 8, stk. 3, for krænkelse af ligebehandlingsprincippet afvist fra de almindelige domstole som henhørende under Arbejdsrettens enekompetence.

Analyse

Det afgørende for Højesteret var kompetencefordelingen mellem de almindelige domstole og Arbejdsretten efter vikarlovens § 3, stk. 6-7, og arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 9, som allerede var fastlagt i Højesterets egen dom UfR 2020.845.

Juridiske begreber

• tjenestestilling
• ligebehandlingsprincippet
• omgåelse af funktionærloven
• midlertidighed
• misbrug af vikarordningen
• proportionalitet
• enekompetence
• kompetenceafgrænsning mellem fagretlig og civil retspleje

Behandlet i vidensbasen

• Vikarloven og ligebehandlingsprincippet

Analysen er AI-genereret og ikke redaktionelt gennemgået. Afgørelsens egen tekst er kilden.