LBN-2018-1769: To-stedskravet

InstansLigebehandlingsnævnet
SagstypeIkke relevant

Udfald: Lønmodtager medhold

Godtgørelse: 50.000 kr.

Resumé

Sagen angik, om Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet var omfattet af forskelsbehandlingslovens regler ved afgørelser om dispensation fra … (fortsættes)

Proces og kompetence

Retligt spørgsmål

Sagen angår, om Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet som myndigheder, der træffer afgørelse om dispensation fra krav i speciallægeuddannelsen, er omfattet af forskelsbehandlingslovens § 3, stk. 2.

Udfald

Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet var pligtsubjekter efter forskelsbehandlingsloven.

Analyse

Nævnet tog udgangspunkt i, at forskelsbehandlingsloven skal fortolkes i overensstemmelse med beskæftigelsesdirektivet. Direktivet omfatter offentlige organer og gælder blandt andet adgang til erhvervsuddannelse og erhvervsmæssig videreuddannelse.

Ligeløn og forskelsbehandling

Retligt spørgsmål

Sagen angår, om fastholdelsen af to-stedskravet over for klager frem til den 22. juni 2017 udgjorde indirekte forskelsbehandling på grund af handicap, fordi kravet ikke var nødvendigt eller tilstrækkeligt tilpasset hendes situation.

Udfald

Indirekte forskelsbehandling på grund af handicap — medhold; fastholdelsen af to-stedskravet var i strid med forskelsbehandlingsloven frem til den 22. juni 2017.

Analyse

Nævnet fandt, at klagers kroniske funktionsbegrænsning udgjorde et handicap, og at to-stedskravet faktisk havde forværret hendes helbredstilstand. Kravet stillede hende derfor ringere end andre, selv om det var neutralt formuleret. Nævnet accepterede, at kravet havde det saglige formål at sikre uddannelsesmæssig kvalitet og som udgangspunkt var et hensigtsmæssigt middel.

Juridiske begreber

Behandlet i vidensbasen

Analysen er AI-genereret og ikke redaktionelt gennemgået. Afgørelsens egen tekst er kilden.