Arbejdsgiveridentitet og omgåelse: hvem hæfter for overenskomsten

Hvem der hæfter for en kollektiv overenskomst afgøres af en helhedsbedømmelse af de faktiske forhold frem for kontraktens formelle betegnelse. Selskaber bliver ikke arbejdsretligt identiske alene ved fælles ejerkreds og ledelse, medmindre der er overført medarbejdere, aktiver eller drift. Formelle entrepriseaftaler og skinselvstændige konstruktioner tilsidesættes som omgåelse, hvis arbejdet udføres under hvervgiverens instruktion og ledelse. Kan et underentreprenørforhold ikke dokumenteres som reelt, hæfter hvervgiveren selv for de overenskomstmæssige lønkrav.

Skrevet med AI-støtte · Fagligt gennemgået af Bo Sundgaard · Senest gennemgået 2026-07-18

Blandet praksis (fast praksis: 12, præcisering: 3, undtagelse: 1 — opgjort pr. delspørgsmål) — 13 afgørelser 2010–2022

Retligt spørgsmål

En kollektiv overenskomst binder den arbejdsgiver, der har tiltrådt den. Men arbejde organiseres ofte gennem flere selskaber, underentrepriser og udenlandsk arbejdskraft, og det rejser spørgsmålet: hvem er den reelle arbejdsgiver, og hvornår kan overenskomstens forpligtelser udstrækkes på tværs af juridiske enheder eller gennem en formel konstruktion? Denne artikel handler om arbejdsretlig identitet mellem selskaber, sondringen mellem reel entreprise og skjult arbejdsudleje, omgåelse via skinselvstændige (arme-og-ben-virksomheder), bevisbyrden ved omgåelse samt kæde- og bodsansvar. Det er et andet spørgsmål end klassifikationen af den enkelte person som lønmodtager eller leder (behandlet i artiklen om lønmodtager, selvstændig eller leder) og end en erhververs frasigelse af overenskomsten ved virksomhedsoverdragelse (behandlet i artiklen om virksomhedsoverdragelse).

Retskilde

Fælles for området er en realitetsgrundsætning: det er de faktiske forhold — hvem der reelt leder arbejdet, bærer risikoen og fremstår som arbejdsgiver — der afgør, ikke den formelle konstruktion. Men udgangspunktet er samtidig, at selvstændige juridiske enheder og skriftlige aftaler respekteres, indtil det modsatte godtgøres.

Udvikling over tid

Realitets- og omgåelsesgrundsætningen har ligget fast; praksis har navnlig udbygget den for byggeriets udenlandske arbejdskraft og siden præciseret identitets- og bodsansvarsspørgsmålet.

Anvendelse på tværs af sager

På tværs af sagerne er prøven den samme: man ser bag konstruktionen på, hvad der faktisk sker. Ledelses- og instruktionsbeføjelsen er det tungeste moment — udøver hvervgiveren den, peger det mod arbejdsudleje eller et skjult ansættelsesforhold; ligger den reelt hos den formelle underentreprenør, som også bærer den økonomiske risiko og fremstår selvstændig udadtil, er der tale om et reelt forretningsforhold.

Konklusion / princip

Hvem der hæfter for en overenskomst, afgøres ikke af, hvordan arbejdet formelt er organiseret, men af de faktiske forhold. To selskaber bliver ikke arbejdsretligt identiske alene ved fælles ejerskab og ledelse; der kræves overførsel af drift eller reelt sammenfaldende virksomhed.

Praktiske implikationer — lønmodtagerside

Møder I en 'entreprise'- eller 'underentreprise'-konstruktion, så se på de faktiske forhold: hvem leder og instruerer arbejdet, hvem bærer risikoen, og svarer arbejdet til det, hvervgiveren selv får udført af egne ansatte. Kan hvervgiveren ikke dokumentere en reelt eksisterende underentreprenør, opstår der en formodning for, at arbejdet er udført direkte for hvervgiveren, som så hæfter for overenskomstmæssig løn.

Praktiske implikationer — arbejdsgiverside

Vil I bruge underentreprenører uden risiko for omgåelse, så sørg for, at underentreprenøren selv tilrettelægger arbejdet, bærer den økonomiske risiko og fremstår udadtil som selvstændig. En rent formel flytning af medarbejdere til et andet selskab, hvor arbejdet fortsætter uændret, holder ikke — den kan tilsidesættes som en stråmandsomgåelse.