Godtgørelse for mistet uddannelsesgode

Uberettiget ophævelse af en uddannelsesaftale udløser en godtgørelse for mistet uddannelsesgode, som fastsættes ud fra faste standardtakster uafhængigt af elevens konkrete tab. Taksten dækker både forstyrrelsen af uddannelsesforløbet og løntabet, hvorfor beløbet halveres, hvis løntabet allerede er dækket efter funktionærretlige regler. Kravet forudsætter en rettidig og reelt ensidig ophævelse, og hvis eleven selv ophæver, skal arbejdsgiverens misligholdelse bevises. Ophæver eleven uden grund, har virksomheden krav på en halv månedsløn.

Skrevet med AI-støtte · Fagligt gennemgået af bruger (bulk — bevist kun markør-indsættelse) · Senest gennemgået 2026-08-07

Blandet praksis (fast praksis: 19, præcisering: 12 — opgjort pr. delspørgsmål) — 24 afgørelser 2017–2026

Retligt spørgsmål

Bringes en uddannelsesaftale til ophør uden lovligt grundlag, kan den krænkede part have krav på godtgørelse. Men hvornår, og efter hvilken målestok? Erhvervsuddannelsesloven angiver hverken betingelser, beløb eller udmålingskriterier, og sagerne rejser derfor fire spørgsmål på én gang: hvad skal der til, før kravet overhovedet opstår? Forudsætter godtgørelsen, at der påvises et tab? Hvordan fastsættes niveauet, når loven tier? Og hvordan forholder godtgørelsen sig til de krav, eleven eventuelt samtidig har efter funktionærloven, når ophævelsen har ramt både uddannelsen og lønnen?

Spørgsmålene stilles i Tvistighedsnævnet, som en tvistighed mellem elev og oplæringsvirksomhed kan indbringes for, jf. erhvervsuddannelseslovens § 63, stk. 2, og § 64, og som efter lovens § 65, stk. 1, kan træffe afgørelse om ophævelse af uddannelsesaftalen samt om erstatning og godtgørelse. Svarene i denne artikel er derfor erhvervsuddannelsesretlige og gælder ikke uden videre for godtgørelse efter andre regelsæt.

Retskilde

Erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 1, bestemmer, at Tvistighedsnævnet kan træffe afgørelse om ophævelse af en uddannelsesaftale samt om erstatning og godtgørelse. Bestemmelsen tildeler nævnet kompetencen — den opstiller hverken betingelser for godtgørelsen eller en norm for dens størrelse.

Udvikling over tid

Praksis er bygget op i trin. Taksterne og samspillet med funktionærloven har flyttet sig, og sideløbende er kravets egne forudsætninger blevet skarpere.

Anvendelse på tværs af sager

Praksis om udmålingen er formet i sager, hvor virksomheden ophævede uberettiget. Hæver eleven selv, ser billedet anderledes ud, og kravet møder betingelser, som virksomhedssagerne ikke rejser.

Uenig og uafklaret praksis

Udmålingen er det punkt, hvor Tvistighedsnævnet oftest deler sig, og uenigheden angår gennemgående det samme: hvor meget elevens konkrete situation må tælle over for taksten.

Argumenter, der vandt og tabte

Argumentmønstrene på tværs af sagerne er usædvanligt stabile.

Konklusion / princip

Godtgørelsen forudsætter, at uddannelsesaftalen er ophævet: ophører den ved enighed mellem parterne, er der intet krav, mens en ophævelse, der kun formelt er gensidig, ikke afskærer det. Ophæver virksomheden uberettiget, tilkendes eleven efter Tvistighedsnævnets praksis en standardiseret godtgørelse.

Praktiske implikationer — lønmodtagerside

Kræv godtgørelsen efter takstniveauet og undlad at opgøre et tab — nedsættelse forudsætter konkrete formildende omstændigheder. Er eleven voksenelev, skal det gøres gældende og underbygges, for statussen er det udmålingsbestemmende kriterium.

Praktiske implikationer — arbejdsgiverside

En påstand om skærpende omstændigheder må bæres af andet end selve ophævelsen, for de driftsforstyrrelser, der naturligt opstår ved et brat ophør, anses for kompenseret ved standardgodtgørelsen. Vil virksomheden længere op end taksten, må grundlaget dokumenteres, og virksomheden må være forberedt på de vanskeligheder, der opstår ved en medarbejders fratræden.

Proces, kompetence og frister

Tvistigheder mellem elev og oplæringsvirksomhed skal først søges forligt i det faglige udvalg, jf. erhvervsuddannelseslovens § 63, stk. 1, og kan derefter indbringes for Tvistighedsnævnet, jf. § 63, stk. 2, og § 64. Domstolene er som udgangspunkt afskåret, jf.